Folkedrab

Sidst redigeret d. 1/9 - 2019
foto: hovo hanragitakan
April 23, 2016 genocide march in Yerevan
101st anniversary of the Armenian Genocide
Link til billede

Bekendtgørelse om Danmarks ratifikation af den af De Forenede Nationers Plenarforsamling den 9. december 1948 vedtagne konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab. (* 1)

Ved kgl. resolution af 25. maj 1951 har Danmark ratificeret ovennævnte konvention, hvis tekst(* 1) lyder som følger:

Oversættelse.

KONVENTION OM FOREBYGGELSE

AF OG STRAF FOR FOLKEDRAB.

De kontraherende parter,

som har overvejet den erklæring, som De Forenede Nationers plenarforsamling fremsatte i sin resolution nr. 96 (I) af 11. december 1946 om, at folkedrab efter folkeretten er en forbrydelse, som strider mod De Forenede Nationers ånd og mål og fordømmes af den civiliserede verden;

som erkender, at folkedrab til alle tider i historien har tilføjet menneskeheden store tab, og

som er overbevist om, at internationalt samarbejde er nødvendigt, hvis menneskeheden skal befris for denne afskyelige svøbe, træffer herved følgende aftale:

Art. I.

De kontraherende parter bekræfter, at folkedrab, hvad enten det begås i fredstid eller i krigstid, efter folkeretten er en forbrydelse, som de forpligter sig til at forhindre og straffe.

Art. II

I nærværende konvention forstås ved folkedrab enhver af nedennævnte handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvis at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan:

a) at dræbe medlemmer af gruppen,
b) at tilføje medlemmer af gruppen betydelig legemlig eller åndelig skade,
c) med forsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnede på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse,
d) at gennemføre forholdsregler, der tilsigter at hindre fødsler indenfor gruppen,
e) med magt at overføre en gruppes børn til en anden gruppe.

Art. III.

Følgende handlinger skal være strafbare:

a) folkedrab,
b) sammensværgelse for at begå folkedrab,
c) direkte og offentlig tilskyndelse til folkedrab,
d) forsøg på folkedrab,
e) meddelagtighed i folkedrab.

Art. IV.

Personer, der begår folkedrab eller en anden i artikel III nævnt handling, skal straffes, hvad enten de er forfatningsmæssigt ansvarlige statsoverhoveder, tjenestemænd eller private personer.

Art. V.

De kontraherende parter påtager sig i overensstemmelse med deres forfatninger at gennemføre den lovgivning, der er nødvendig for at sætte nærværende konventions bestemmelser i kraft, og især at foreskrive effektive straffe for personer, der er skyldige i folkedrab eller en af de andre i artikel II angivne handlinger.

Art. VI.

Personer, der anklages for folkedrab eller for en anden i artikel III nævnt handling, skal stilles for en kompetent domstol i den stat, på hvis område handlingen er begået, eller for en sådan international kriminalret, som måtte have jurisdiktion i forhold til de kontraherende parter, der har anerkendt dens jurisdiktion.

Art. VII.

Folkedrab og de andre i artikel III nævnte handlinger skal ikke ved spørgsmål om udlevering betragtes som politiske forbrydelser. De kontraherende parter forpligter sig til i sådanne tilfælde at indrømme udlevering i overensstemmelse med deres gældende love og traktater.

Art. VIII.

Enhver kontraherende part kan anmode De Forenede Nationers kompetente organer om at tage de skridt i henhold til De Forenede Nationers pagt, som de anser for egnede til at forhindre og undertrykke de folkedrabsforbrydelser og andre handlinger, der omhandles i artikel III.

Art. IX.

Tvistigheder mellem de kontraherende parter om fortolkningen, anvendelsen og gennemførelsen af nærværende konvention, herunder sådanne som angår en stats ansvar for folkedrab eller en af de andre i artikel III nævnte handlinger, skal forelægges den mellemfolkelige domstol, når en af parterne i tvistigheden anmoder derom.

Art. X.

Nærværende konvention, hvis engelske, franske, kinesiske, russiske og spanske tekster skal være lige autentiske, skal bære datoen den 9. december 1948.

Art. XI.

Nærværende konvention skal indtil den 31. december 1949 stå åben for underskrift for ethvert medlem af De Forenede Nationer og for enhver ikke-medlemsstat, til hvilken plenarforsamlingen har rettet opfordring om at underskrive.

Nærværende konvention skal ratificeres, og ratifikationsdokumenterne skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Efter den 1. januar 1950 kan nærværende konvention tiltrædes af ethvert medlem af De Forenede Nationer og af enhver ikkemedlemsstat, der som ovenfor nævnt har modtaget opfordring dertil.

Tiltrædelsesdokumenter skal deponeres hos De Forenede Nationers generalsekretær.

Art. XII.

Enhver kontraherende part kan nårsomhelst ved en notifikation, der rettes til De Forenede Nationers generalsekretær, udvide anvendelsen af nærværende konvention til alle eller visse af de områder, hvis udenrigsforhold vedkommende part leder og har ansvaret for.

Art. XIII.

Generalsekretæren skal på den dag, da de første tyve ratifikations- eller tiltrædelsesdokumenter er blevet deponeret, udfærdige en protokol og oversende et eksemplar af den til hvert medlem af De Forenede Nationer og til hver af de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel XI.

Nærværende konvention skal træde i kraft den halvfemsindstyvende dag efter datoen for deponeringen af det tyvende ratifikations eller tiltrædelsesdokument.

Enhver ratifikation eller tiltræden, der finder sted efter sidstnævnte dato, skal træde i kraft på den halvfemsindstyvende dag efter deponeringen af ratifikations- eller tiltrædelsesdokumentet.

Art. XIV.

Nærværende konvention skal forblive i kraft i et tidsrum af 10 år fra den dag, da den træder i kraft.

Den skal derefter forblive i kraft i efterfølgende tidsrum af fem år i forhold til de kontraherende parter, som ikke har opsagt den mindst seks måneder før den løbende periodes ophør.

Opsigelse skal ske ved en skriftlig meddelelse rettet til De Forenede Nationers generalsekretær.

Art. XV.

Hvis opsigelser medfører, at antallet a deltagere i nærværende konvention bliver mindre end seksten, skal konventionen ophøre at være i kraft fra den dato, da den sidste af disse opsigelser får gyldighed.

Art. XVI. Art. XVI.

En anmodning om revision af nærværende konvention kan nårsomhelst fremsættes af enhver af de kontraherende parter i form af en skriftlig meddelelse, der rettes til generalsekretæren.

Plenarforsamlingen skal afgøre, hvilke skridt der eventuelt skal tages i anledning af en sådan anmodning.

Art. XVII.

De Forenede Nationers generalsekretær skal underrette alle De Forenede Nationers medlemmer og de i artikel XI omhandlede ikke- medlemsstater om følgende:

a) underskrifter, ratifikationer og tiltrædelser, der modtages i overensstemmelse med artikel XI,
b) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XII,
c) datoen, på hvilken nærværende konvention træder i kraft i overensstemmelse med artikel XIII,
d) opsigelser, der modtages i overensstemmelse med artikel XV,
f) notifikationer, der modtages i overensstemmelse med artikel XVI.

Art. XVIII.

Originalen af nærværende konvention skal deponeres i De Forenede Nationers arkiv.

En bekræftet genpart af konventionen skal oversendes til alle medlemmer af De Forenede Nationer og til de ikke-medlemsstater, der omhandles i artikel XI.

Art. XIX. Art. XIX.

Nærværende konvention skal indregistreres af De Forenede Nationers generalsekretær den dag, da den træder i kraft.

Knventionen er foruden af Danmark blevet ratificeret eller tiltrådt af Australien, Belgien, Brasilien, Bulgarien, Cambodia, Ceylon, Costa Rica, Czekoslovakiet, Ecuador, El Salvador, Frankrig, Guatemala, Haiti, Honduras, Island, Israel, Jordan, Jugoslavien, Kina, republikken Korea, Laos, Liberia, Monaco, Nicaragua, Norge, Panama, Philippinerne, Polen, Rumænien, Saudi Arabien, Tyrkiet, Ungarn, Vietnam, Ægypten og Æthiopien.

Bulgarien, Polen, Rumænien og Ungarn har ved deres tiltrædelse og Czekoslovakiet ved sin ratificering taget forbehold overfor Konventionens artikel IX, efter hvilken visse tvistigheder om Konventionens anvendelse skal kunne begæres indbragt for den mellem folkelige domstol, og overfor artikel XII, som forudsætter, at konventionen ikke umiddelbart, men først ved den pågældende stats bestemmelse herom får gyldighed for ikkeselvstyrende territorier. Tilsvarende forbehold har De socialistiske Sovjetrepublikkers Union, Den hvide-russiske og Den ukrainske Sovjetrepublik taget ved deres undertegnelse af konventionen. Philippinerne har ved ratifikation af konventionen taget forbehold overfor artikel IV, VI, VII og IX.

Australien, Belgien, Brasilien, Ceylon, Guatemala, Ecuador, El Salvador og Vietnam har meddelt, at de ikke anerkender de af ovennævnte stater tagne forbehold. Norge har meddelt, at det ikke anerkender de af Philippinerne tagne forbehold.

Konventionen er i medfør af artikel XIII, stk. 2, trådt i kraft 12. januar 1951. Danmarks ratifikationsinstrument deponeredes hos De Forenede Nationers generalsekretær 15. juni 1951, og Danmarks ratifikation er i overensstemmelse med konventionens art. XIII blevet effektiv 13. september 1951.

Udenrigsministeriet,den 26. maj 1952.

Ole Bjørn Kraft.

Link til retsinfo

Det der sker i Yemen er folkemord!

Foto: Charles Edward Miller, link til billede
End U.S. Involvement in the Saudi War in Yemen Chicago Illinois 11-30-18 11-26-18 5237
Event arranged by Chicago Area Peace Action group.
The blue backpacks stand for each one of the children killed in the Saudi bombing attack on a school bus. They used a 500 pound bomb manufactured by Lockheed-Martin.

Stop Vestens folkemord af Yemen

Schiller Instituttet d. 14/8 - 2016

13. august 2016 – Et dossier over den indsats, som, med støtte fra »Vesten«, gennemføres af saudierne, for at ødelægge ikke alene houtierne og befolkningen mere bredt i Yemen, men også denne nations tusindårige historiske og meget rige kulturelle arv, er nu tilgængelig.

Det er skrevet af Christine Bierre, der rapporterer om afsløringer af den igangværende, overlagte ødelæggelse af Yemens historiske og kulturelle arv. Disse afsløringer fandt sted på et kollokvium (mindre videnskabelig konference), der blev arrangeret i Frankrigs Nationalforsamling i slutningen af juni af et socialistisk medlem, i opposition til præsident François Hollandes udenrigs- og indenrigspolitik, og i samarbejde med kendte specialister fra Yemen inden for arkitektur, arkæologi, samt arkiver og manuskripter. Vi er taknemmelige over for én af talerne ved dette kollokvium, Paul Bonnenfant, fra Frankrigs Nationale Forsknings- og Videnskabscenter (CNRS), som har givet os tilladelse til at bruge de smukke billeder, han tog af monumenter i Yemen mellem 1975 og 2004.

Dossieret er udlagt i dag på Solidarité & Progrès’ webside (»I Yemen bliver folket og deres minder myrdet, med Frankrig som medskyldig«), og, i betragtning af vores kamp imod saudierne og Vestens angreb i Mellemøsten, samt den kendsgerning, at Yemen stadig i dag ligger ved korsvejen for den økonomiske og kulturelle Silkevej, mente Helga Zepp-LaRouche, at vi skulle bruge det uden ændringer på alle vore websider, udgivelser, webcasts og konferencer i forbindelse med vore igangværende kampagner, og på en måde, hvor disse to spørgsmål – »drab på folkeslag og deres minder« – er fuldstændig forbundet. Det bør bruges til at fremprovokere et ramaskrig over folkemordet på dette meget gamle folk, i tidligere tider kendt som »Det Lykkelige Arabien«.

Her følger nogle afsnit af introduktionen:

»Krigshandlinger, der tilsigter den totale eller delvise ødelæggelse af nationale, etniske, racemæssige eller religiøse grupper« udgør FN’s definition af folkemord. Den 29. august indledte den saudiske koalition igen en krig, der stemmer overens med denne definition, mod Yemen. Et angreb imod en etnisk og religiøs gruppe, der har været en del af Yemen siden det 8. århundrede, zaydierne (et shiamuslimsk mindretal), og imod Yemens tusindårige arv.

Krigen, som den saudiske koalition, bestående af ti stater, lancerede imod Yemen i marts 2015, er en brutal krig, der på rekordtid allerede har ført til 7-10.000 dræbte og flere end 2 millioner fordrevne. Det er en illegal krig, der ikke er godkendt af FN, og som ikke har respekteret nogen af lovene for krig: 23 hospitaler er blevet bombet, 30 skoler er blevet ødelagt, og børn er målskive. En FN-rapport, der hurtigt blev trukket tilbage efter massivt pres fra Saudi-Arabien, anklagede koalitionen for at have forårsaget 60 % af dødsfaldene i civilbefolkningen siden marts 2015, heraf to tredjedele børn: 785 børn er blevet dræbt, 1168 bør er blevet såret, alene i 2015, dvs. tæt på 6 børn om dagen! Og ud over at dræbe folk, så gør saudierne også bevidst et folks minder til målskive, ved systematisk at ødelægge Yemens ekstremt rige og tusindårige kulturelle og historiske arv.

Læs mere om konflikten på Schiller Instituttets websider

Se også vores webside om Yemen

Her finder du FN's organisation

Responsibility to Protect

About

The responsibility to protect embodies a political commitment to end the worst forms of violence and persecution. It seeks to narrow the gap between Member States’ pre-existing obligations under international humanitarian and human rights law and the reality faced by populations at risk of genocide, war crimes, ethnic cleansing and crimes against humanity.

Background

Following the atrocities committed in the 1990s in the Balkans and Rwanda, which the international community failed to prevent, and the NATO military intervention in Kosovo, which was criticized by many as a violation of the prohibition of the use of force, the international community engaged in a serious debate on how to react to gross and systematic violations of human rights. In September 1999, while presenting his annual report to the UN General Assembly, Kofi Annan reflected upon “the prospects for human security and intervention in the next century” and challenged the Member States to “find common ground in upholding the principles of the Charter, and acting in defence of common humanity”. He repeated the challenge in his 2000 Millennium Report, saying that: “if humanitarian intervention is, indeed, an unacceptable assault on sovereignty, how should we respond to a Rwanda, to a Srebrenica, to gross and systematic violation of human rights that offend every precept of our common humanity?”

The challenge was taken by the International Commission on Intervention and State Sovereignty (ICISS), set up by the Canadian Government, which at the end of 2001 issued a report entitled The Responsibility to Protect. The concept of the responsibility to protect drew inspiration of Francis Deng’s idea of “State sovereignty as a responsibility” and affirmed the notion that sovereignty is not just protection from outside interference – rather is a matter of states having positive responsibilities for their population’s welfare, and to assist each other. Consequently, the primary responsibility for the protection of its people rested first and foremost with the State itself. However, a ‘residual responsibility’ also lied with the broader community of states, which was ‘activated when a particular state is clearly either unwilling or unable to fulfil its responsibility to protect or is itself the actual perpetrator of crimes or atrocities’

The subsequent report of the High Level Panel on Threats, Challenges and Change, entitled A more secure world: our shared responsibility (A/59/565) and the Secretary-General’s 2005 report In Larger Freedom: towards development, security and human rights for all (A/59/2005) endorsed the principle that State sovereignty carried with it the obligation of the State to protect its own people, and that if the State was unwilling or unable to do so, the responsibility shifted to the international community to use diplomatic, humanitarian and other means to protect them. Neither report asserted a basis to use force for this purpose other than Security Council authorisation under Chapter VII of the Charter as a last resort, in the event of genocide and other serious international crimes.

At the 2005 high-level UN World Summit meeting, Member States finally committed to the principle of the responsibility to protect by including it into the outcome document of that meeting (A/RES/60/1). Though the concept adopted omitted some of the aspects proposed initially by the ICISS, it retains its fundamental aspects in relation to prevention of and response to the most serious violations of international human rights and humanitarian law.

Læs mere på FNs websider

Foto: sthagoparmenianchurch, link til flickr